De smukkeste og mest berømte digte af Lermontov

De mest talentfulde forfatteres arv er stor,men kun få værker er kendt for millioner og er stærkt forbundet med navnet på digteren eller prosaforfatteren. Digte, historier og romaner kontrolleres efter tid, og i historien er der kun de smukkeste af dem.

De bedste digte

Poesi er den evige følgesvend af menneskelig kultur. Der er noget magisk og forvirrende i den poetiske tale: det er musikalsk, lakonisk, præcis og metaforisk. Og alligevel, når vi taler om skønhed, mener vi ikke kun melodisk og udsøgt billedsprog. Vi har også i tankerne dyb spiritualitet, oprigtighed af følelser, nøjagtighed af tanke. Og et virkelig smukt digt vil kun være, når formens skarphed lægger vægt på indholdets dybde. Så bliver mesterværker født, hvilke læsere af forskellige generationer vil beundre.

Således blev født Lermontovs mest berømte digte. Du kan ikke lære dette. Man kan studere metoder, teorien om metafor så meget som du kan lide, du kan være en dygtig højttaler, men du kan ikke blive en strålende digter, hvis det ikke er iboende i naturen og Gud.

"I nord vil ..." Den mest populære oversættelse

M. Yu. Lermontov blev utvivlsomt født en digter. I sine bedste værker er der altid "en lille smule", som adskiller et dygtigt digte fra et geni. Lad os prøve at se dette ved at analysere Lermontovs bedste digte.

"I den nordlige vildt ..." er mere kendt under folksnavnet "Pine". Russiske læsere af de mest berømte digte Lermontov er bekendt med skolen, blandt andet dette arbejde. Det er en gratis oversættelse af Heines mesterværk. Jeg må sige, at Lermontov ikke var den første og ikke den sidste digter at henvende sig til dette værk af tysk poesi. Heine oversat og Tyutchev, Fet og Z. Gippius og mange andre. L. V. Shcherba viste, at der i slutningen af ​​XIX århundrede var mindst 39 russiske varianter, og trods alt ikke alle blev offentliggjort, eksisterede de i virkeligheden sandsynligvis mere. Og alligevel er ingen anden tekst blevet så vigtig for den russiske kultur. Hvad er så bestikket poesi Lermontov? De smukkeste af dem, som denne, indeholder mange mysterier.

Oddities of Lermontov translation

Dette kan virke underligt, men de bedste digteLermontov indeholder fejl. Bribed bevidste unøjagtigheder, som blev optaget af digteren, som følge af, at teksten ophørte med at være en oversættelse, men blev et selvstændigt - og overraskende Lermontov - mesterværk. Det vigtigste er, at i den oprindelige Heine gran (eller gran) ikke hedder Fichte (det feminine køns ord), men Fichtenbaum (det mandlige køns ord). Dette ligner den måde i mange russiske dialekter der er "ceder" og "ceder". Derfor viser det sig, at nogle "han" drømmer om, at et sted der er en smuk "hun". Før os elsker tekster. Så normalt oversat Heine, ved hjælp af ordene "cedar" (Tyutchev) eller endda "eg" (Fet). Efter at have brugt ordene "fyr" og "palme" ændrer Lermontov radikalt diktets betydning. Dette er ikke kærlighedsdigt, men en filosofisk lignelse, der længes efter et spøgelsesmirage. Derfor er den fascinerende fortælling om den nordlige drøm: fyrretræet "slummer, svajer", det er dækket af sne, som et rhizom og så videre. Heines billede er mere konkret og skarpere. Lermontov skaber også et digte om menneskelig ensomhed: strenge er overraskende dybe, dybtfølte, smukke. Lermontovs digte synes meget russiske trods deres fremmede oprindelse.

Dermed ændres diktets rytme. Heine taler om en uigennemtrængelig skønhed, så lyden af ​​verset er mere skarp og bidende. Lermontov bruger samtidig helt forskellige rytmer, mens han skaber sin smertefulde fortælling. Alternationen af ​​den firebenede og trebenede amfibrachia gør sammensætningen melodisk, glat. Som følge heraf er et helt nyt digt født - subtilt, dybt og smukt.

Den berømte "Sejl"

Sandsynligvis, enhver person i Rusland, når hansvil blive bedt om at navngive Lermontovs mest berømte digte, huske ordene "Det ensomme sejl er hvidt ...". De blev virkelig kult: det er en kendt sang, titlen på historien om V. Kataev, og konstante referencer i andre digters digte. Selv den ironiske sang fra Ostap Bender fra den populære film refererer til dette digt: "Mit sejl er hvidt, så ensomt mod baggrunden af ​​store skibe." Og husk Lermontov straks. Og måske kun eksperter ved, at dette ikke er Lermontovs linje. Dette er en linje fra et populært engangsdigt, mere præcist et fragment af det ufærdige digte af A. A. Bestuzhev-Marlinsky. Men det fangede på præcis i Lermontovs mesterværk. "Parus" er blevet en integreret del af den russiske kultur. Men dette ungdommelige digt - digteren på tidspunktet for hans skrivning var kun sytten år gammel. Det er virkelig virkelig, du kan ikke lære geni. Digtet er piercing, musikalsk (det var ikke uden grund at det blev en sang) og samtidig ikke dybt i ungdommelighed.

Enkelhedens gåde

Ved første øjekast, "Sail" - et simpelt digtog let forstået. Seilet selv opfattes som en metafor for en søgende, en rastløs mand, der keder sig i perioder med "ro" og som "beder om storme". Generelt et ungdommeligt romantisk digt, næsten en erklæring. Men hvis det var sådan, ville "sejl" ikke forblive et mesterværk af russisk poesi. Faktum er, at Lermontovs mest berømte digte indebærer en anden plan, som ikke altid er let at forklare, men som uomtvisteligt mærkes af læseren. Og det er denne anden plan, der giver Lermontovs tekst en gennemboret dybde, det er han, der gør digtet virkelig smukt, voluminøst. Det er værd at se på ord - og al simpelhed forsvinder som et spøgelse.

"Skønhedens struktur"

Hver stanza af digtet er bygget i henhold til ordningen«Billede - kommentar». "Billeder" ændrer sig i en cirkel "rolig - storm - rolig". Men kommentarerne udvikler sig efter en helt anden logik. Først stilles et spørgsmål, så hører vi et bittert retorisk udråb, og til sidst ... synes der at være et svar. Men der er ikke noget svar. Seilet "beder om storme", men stormen var allerede der. Og der var der heller ingen fred. Der er "som om" hvile, men ingen fred faktisk. Og vi forstår, at søgen efter den lyriske helt er dømt, der er ingen fred overalt, det er en illusion. Og på samme tid - i dette paradoks er ikke kun "Sejl", men hele Lermontov-skabelsen - søgen efter helten er ikke meningsløs, en person er dømt til et evigt stræben efter noget uopnåeligt. Og han er kun en mand, for så vidt han bevarer denne "ånden i søgen" i sig selv. Dette er tragedien og den høje betydning af menneskets eksistens.

Fra denne artikel lærte du, hvilke Lermontovs digtede smukkeste og hvorfor læserne ser og føler deres charme. Sagen er, at Lermontovs ideer er konsonant med meget mange, og de opfattes af os på en særlig måde, udtrykt i digte til et synligt niveau af ord, melodier, metaforer.